Flytning for Retten i Aarhus hen over blot én weekend

Effektiviteten var i højsædet, da TLS for nyligt flyttede Retten i Aarhus – en arbejdsplads for 80 medarbejdere – fra Kannikegade til Vester Allé hen over én weekend fra fredag kl. 16.00 til søndag aften, så alt var klar, da medarbejderne mødte ind mandag morgen.

”Det er endnu engang virkeligt imponerende arbejde fra vores dygtige medarbejdere, når vi formår at flytte en stor arbejdsplads som Retten i Aarhus på bare to døgn hen over en weekend, så alt bare er klappet og klart, når de møder ind mandag morgen – det gør mig både glad og stolt over vores organisation”, udtaler TLS’ direktør, Lars Elfrom Hansen, om flytningen.


Erfaring og struktur er nøgleordet for succes
For at kunne lykkes med at flytte en hel arbejdsplads på den størrelse succesfuldt hen over cirka to døgn, kræver det dels en god portion erfaring fra lignende opgaver og dels en rigtig god struktur, hvor der er gjort noget ud af forarbejdet igennem en plan og procedure, der er aftalt med kunden.

Den rette procedure kommer blandt andet til udtryk i nedpakningen, hvor omhyggelig og korrekt opmærkning er afgørende for, at alt også gnidningsfrit kommer på den rette plads under udpakningen og opsætningen.

Udover de mere klassiske typer gods ved en flytning af en arbejdsplads som skriveborde, stole og lignende var der selvsagt også både nedtagning og opsætning af mere specielle møbler og udstyr som:

  • Dommerskranker
  • Vidneskranker
  • Særligt IT-udstyr, mikrofoner og højtalere

 

Arkiv flyttet en uge senere – stiller krav til medarbejderne
En uge senere end flytningen af selve medarbejdernes arbejdsplads håndterede nogle af TLS’ erfarne arkivspecialister, med stor erfaring i netop den flyttetype, flytningen af Retten i Aarhus’ arkiv.

Når TLS flytter for bl.a. kommuner, regioner og staten bliver der ofte håndteret forskellige former for sensitivt materiale – fx i forbindelse med arkivflytninger. Det kan være alt fra fortroligt materiale til personfølsomme oplysninger. Håndteringen af den type materiale stiller krav til medarbejderne – både hvad angår selve håndteringen, men også hvad angår sikkerhedsgodkendelse af medarbejderne.